Cecilia Chung

Aktivisme er ikke det samme som at lede en protest. Det er den lille amatørvideo, der får dig til at føle dig lidt mindre alene i verden. Det er at tjene samfundet gennem socialt arbejde. Det er at dele din historie. Det er at træffe det valg at klæde sig i overensstemmelse med sit sande jeg hver eneste dag i en verden, der kræver konformitet. Denne Pride-sæson hylder vi aktivisterne – fra fortiden, nutiden og fremtiden – der kæmper for queer-frigørelse og lige rettigheder. Og helt i front står den levende forfader Cecilia Chung.

Transkvinde. Datter. “Mor” til mange i lokalsamfundet. Immigrant fra Hongkong. Person, der lever med HIV. Tidligere forperson for menneskerettighedskommissionen. Sundhedskommissær for San Franciscos folkesundhedsafdeling. Ledende direktør for strategiske initiativer og evaluering hos Transgender Law Center. I årtier har Cecilia været mange ting, men hun har aldrig vaklet i sin kamp for LGBTQ+-rettigheder, bevidsthed om HIV/AIDS, sundhed og social retfærdighed.

Under min transition oplevede jeg hjemløshed og vold. Jeg håber, at det, der skete for mig, ikke sker for nogen anden. Det er det, der driver mig i alt det arbejde, jeg laver, herunder at organisere Trans March og deltage i Presidential Advisory Council om HIV og AIDS. Jeg ønskede at skabe et rum, hvor mennesker som jeg kan blive hørt. I de sidste 10 år – hvis ikke 20 – har mit formål været at indtage en plads, holde den indtil en anden kan komme og udfylde den, og derefter bevæge mig videre og finde en ny plads at indtage.

Jeg har aldrig tænkt på det, jeg gør, som aktivisme – jeg troede bare, at jeg fortalte min historie. Jeg startede ikke med at tænke, at det var dette, jeg ville ende med at gøre. Jeg troede på, at mit kald var at yde direkte service gennem vejledning til stofmisbrugere, om HIV-test og sagsbehandling. Mit arbejde med klienter, der oplever hjemløshed, problemer med stofmisbrug, sundhedsproblemer eller psykiske problemer, fik mig til at indse begrænsningerne på de ressourcer, vi har. Jeg havde engang en klient, der rystede på grund af alkoholabstinenser. Personalet på skadestuen hviskede til klienten, “Det er hvad du får ud af at være alkoholiker”. Jeg blev rasende. Deres arbejde er at redde liv, ikke at fælde dom over hvis liv er værd at redde. Det var dér, at jeg indså, at jeg blev nødt til at gøre mere end at yde service. For at ændre systemet er du nødt til at afbryde det. Det var sådan, jeg begyndte at være mere synlig og tale højere, og til sidst, påtage mig mit kald som fortaler.

En er Tamara Ching, en hawaiiansk-kinesisk transkvinde, der har boet i San Francisco i lang tid. Jeg mødte hende faktisk inden min transition. Hun var den første kinesiske transkvinde, jeg nogensinde havde set. Vi udviklede et tæt forhold, og i dag kalder jeg hende for mor. En anden er Camille Moran, en ældre transkvinde, der oplevede konverteringsterapi og meget mishandling i psykiatrien. Og hun er en stærk forkæmper for LGBTQ+-ungdommen, især dem, der har overlevet psykiatrien. Jeg har enormt meget respekt for disse to ældre. De gør dette arbejde, fordi de mener, vi alle fortjener bedre.

Den tætteste forfader, jeg kan komme i tanke om, er den kinesiske og indiske gud, Quan Yin. Ifølge de fortællinger, jeg hørte under min opvækst, blev Quan Yin født som kvinde og blev genfødt igen og igen, indtil hun vendte tilbage til sin sande form som gudinde. Som barn følte jeg, at det måske også kunne ske for mig. Fortællingen har jeg aldrig glemt i alle disse år. På en måde virker det ganske passende. Hun observerer verdens skrig, gudinden for medfølelse, og jeg tror, at det er mit formål at leve med medfølelse.

Vi har fremdrift. Der er flere mennesker på vores side nu, men vi ser stadig meget modstand. Vi ser for eksempel mange flere konservative politiske beslutningstagere forsøge at vedtage nye love for at undertrykke folk – fra abortrettigheder til adgang til transsundhedspleje til transatleter, der deltager i sport. Det vil tage os et stykke tid, inden vi ser vendepunktet, hvor hele landet ændrer sig, men jeg har masser af håb, fordi de generationer, der følger efter os, har et andet syn på køn og kønsudtrykkelse. Folk nu til dags, især børn, er mere kreative og flydende i, hvordan de identificerer sig, og de kan vokse ind i deres autentiske jeg. Det handler faktisk ikke om at være trans – det handler om mennesker, der overvinder forhindringer, så de kan udvikle sig fuldt ud, som de er, uden fordømmelse eller vold.

Mange af mine vildeste drømme er allerede blevet til virkelighed. At se farvede transkvinder – især sorte transkvinder – være mainstream og blive fejret i filmindustrien og den litterære verden er fantastisk. For 30 år siden turde jeg end ikke drømme om, at vi kunne have et så fantastisk og blomstrende ikke-binært fællesskab, der tør tale deres egen sag. Jeg tror, at min vildeste drøm er at se en farvet transkvinde som landets præsident.

Velfærdssystemet blev muligvis sat sammen med de bedste hensigter, men den tilknyttede stigma gør, at det ofte er sidste udvej at bede om hjælp. Vi bliver nødt til at finde måder at ændre det trossystem på. Vi ser stadig dårlig sundhed i sorte, latinamerikanske og immigrant-samfund som følge af love, der afholder folk fra at søge den hjælp, de har brug for og fortjener. Alle oplever modgang. COVID-19 har vist os, at det ikke er let at finde arbejde, og at velfærd og sociale sikkerhedssystemer ikke skal stigmatiseres. Jeg tror, at pandemien faktisk har givet os en mulighed for at bygge og fremme empati på tværs af lokalsamfund.

Mit arbejde ændrer sig, men formålet har ikke rigtig ændret sig. Formålet er at øge synligheden af trans- og ikke-binær-fællesskaberne – især når det kommer til data. Transpersoner bliver ikke talt med i folkeoptællingen. Transpersoner bliver udeladt i mange vigtige sundhedsstatistikker i dette land, så vi ved ikke, hvor stor den befolkningsgruppe reelt er. Folkeoptællingen bruges til at gentegne distriktsgrænser. Den bruges også, når der skal gendistribueres ressourcer til det lokalsamfund, der har det største behov. Behovene i transfællesskabet er altid blevet slettet.

Jeg føler mig velsignet over at kunne arbejde med organisationer, der fejrer forskellighed og forsøger at foregå med et godt eksempel. I vores arbejde i Transgender Law Center kæmper vi for og implementerer strategier, der gør det muligt for vores lokalsamfund at overleve og trives. En del af dette er at se på, hvordan vi organiserer folk. En af de ting, vi har været fortalere for er at ingen skal fortælle sin historie, især historier om trauma, uden kompensation. Folk har længe troet, at man skal føle sig taknemmelig for at blive inviteret til at deltage i et panel. Men sandheden er, at hver gang en person fortæller sin historie, så genlever de traumet. Så hvis man bliver ved med at bede folk om at gentage disse minder, mentalt og følelsesmæssigt, så skal de kompenseres. Idéen om, at kun dem med videregående uddannelser bør kompenseres for deres tid, er noget jeg anfægter dagligt.

Jeg er særligt stolt af at være en del af processen med at gøre San Francisco til den første by, der yder sundhedsforsikring og transitionsrelaterede sundhedstjenester til sine medarbejdere. Mens jeg var i menneskerettighedskommissionen, fik jeg lov til at være en del af samtalerne om at udvide og yde transitionsrelaterede tjenester, herunder kirurgi, til folk i byen uden forsikring. Det var en af de første beslutninger, jeg fik lov at kæmpe for i San Franciscos sundhedskommission. Vi yder nu en lang række kønsbekræftende tjenester, der forbedrer transpersoners livskvalitet og hjælper dem med at føle sig mere sikre, idet de navigerer rundt i verden. Vi har stadig meget arbejde foran os, indtil hele verden accepterer transpersoner og bifalder vores kultur.

Andre milepæle omfatter organiseringen af Trans March – nu en verdensomspændende begivenhed – og udgivelse af en rapport om den økonomiske sundhed blandt transpersoner i San Francisco. Dette førte til udviklingen af et udviklingsprogram for arbejdstagere, specifikt formet til trans- og ikke-binære personer, og det kører stadig. Udover det er jeg stolt af at bidrage til mere ledelse fra sorte og latinamerikanske transpersoner.

Jeg tror på ringe i vandet – hvis blot én person er fortaler for forandring, så vil forandring ske i et begrænset område. Og hvis flere personer begynder at kæmpe for forandring, så vil der ske transformationer flere steder.

Det, der virkelig motiverer mig til at fortsætte mit arbejde, er at høre succeshistorier og se de transkvinder, jeg er mentor for, blive ledere på deres egen måde. En af mine døtre er nu sygeplejerske. En anden er psykoterapeut. Dette er alt sammen ting, jeg ikke kunne have forestillet mig for 30 år siden. At se den form for vækst i dem er virkelig berigende og inspirerende. Det er, hvad der holder mig i gang.

Jeg ved ikke, om jeg kan opsummere det i et eller andet inspirerende narrativ. Jeg vil bare gerne dele med andre, hvordan vi kan leve i denne verden og være taknemmelige for, at vi er i live, og fortsætte med at skabe en bedre verden for de kommende generationer. Min arv ville være at leve med medfølelse, have empati for de mest marginaliserede og se dem som mine partnere – ikke som folk, der har brug for at jeg redder dem.