Pronominer: hun/de
Aktivisme er ikke det samme som at lede en protest. Det er at tjene dit samfund gennem socialt arbejde. Eller den amatørvideo, der får dig til at føle dig lidt mindre alene i verden. Det er sorte, queer og multimediekunstner Corinne Smith, også kendt under navnet Critty Smitty. Med sine forvandlinger af maling til bevægende udforskning af glæde midt i sorg og tab er Corinne et billede på styrken ved kunst som aktivisme.
Lad os starte med din karriere som kunstner.
Jeg har lavet kunst så længe, jeg kan huske. Jeg havde meget social angst, da jeg var yngre, og jeg udtrykte min store forestillingsevne gennem tegning. Efter at have haft en så rig, positiv association til kunst, havde jeg en forfærdelig oplevelse på universitetet. Det var her, at jeg opdagede, at den bredere verdens syn på kunst var mere hensynsløs, fuld af ikke-konstruktiv feedback og kritik. Denne oplevelse gjorde, at jeg ikke lavede kunst i en periode. Kunst har altid været et trygt sted og en følelsesmæssig ventil for mig, men det eneste, det gjorde for mig, var at give mig de smertefølelser, som jeg oplevede på universitetet, hvor jeg arbejdede med undervisere, der mest var hvide og ikke rigtig forstod andre folks baggrunde. Det interessante er, at jeg aldrig følte mig isoleret med hensyn til min queer-identitet, men det gjorde jeg i forhold til at være en kvinde, og endda en sort kvinde. Så intersektionalitet spiller afgjort en rolle i den kunst, jeg skaber nu, og hvordan jeg forsvarer andre mennesker i disse undertrykkende systemer.
Hvornår blev din kunst til aktivisme?
Det store spring skete sidste år efter mordet på George Floyd og de protester, det afstedkom – såvel i hele verden som her i Oakland. Mange bygninger blev barrikaderet, og der var et stort behov for kunst som en kommentar til det, der foregik, og fordi det var en utrolig tung og frygtelig tid. Vaccinerne var endnu ikke blevet udrullet, og jeg følte mig meget isoleret. Udover at tage til bil-protester vidste jeg ikke rigtigt, hvordan jeg kunne deltage på en måde, der var sikker, så jeg svarede på en opfordring til vægmalerier i byen. Mit første vægmaleri var en kombination af gestikulatoriske, glade farver og var et portræt af mig selv, der kigger på Angela Davis, en stærk figur fra Black Panther Party, en stærk, queer kvinde fra Oakland, der fortsætter arbejdet for dem, der banede vejen for os.
Efter at have været i mit lille hus og ikke rigtig været social gav det mig så meget glæde at gøre dette arbejde i Oakland. Det får mig til at føle mig forbundet til fællesskabet på en håndgribelig, glad måde, når jeg kan arbejde på det kunstværk, og folk kommer hen og taler med mig om den kunst, jeg laver, eller den kunst, de laver. Nu kommer min måde at forsvare på altid fra positivitet, for jeg ved, hvor isolerende det kan være at føle sig alene, at føle, at alting skal være en smertefuld kamp. Det kunstværk var gnisten til, at kunst blev til aktivisme for mig, og det viste mig, hvordan radikal glæde er sin egen form for aktivisme.
Hvem har banet vejen for, at du er her i dag?
Da jeg sprang ud, hvilket var lidt senere i livet, opdagede jeg, at min bedstefar – som var min person, da jeg voksede op – var queer. Vi har altid været forbundet af skæbnen. Mine bedsteforældre flyttede til Detroit under depressionen, og mine tanter og onkler blev født i 40’erne og 50’erne, som var en helt anden tid. Jeg tror, at hans queerness var et stridspunkt mellem min mor, hendes søstre og min bedstemor.
Alt, hvad min bedstefar gjorde for at udleve hans sandhed, samtidig med at han tog sig af sin familie, har ført mig til, hvor jeg er i dag. Han banede bogstaveligt talt vejen for mig. Han hjalp med at bringe min mor til verden, og uden hende, ville jeg ikke have været her. Han gjorde det muligt for mig at leve i denne tid, hvor jeg kan være åben på en mere sikker måde og leve et fuldt liv, hvor jeg vælger at fravige det traditionelle og det forventede og vælge min egen vej.
Hvordan præger din intersektion af identiteter din vej frem i verden?
Den præger alt. Jeg tror, at en af mine største styrker er empati. Og meget af det kommer fra, hvordan jeg voksede op, fra at skulle navigere i livet som en cis-kvinde. Det kommer fra at skulle navigere mit liv som en sort person. Det kommer fra at skulle navigere mit liv som en queer person. Da jeg sprang ud til min familie, fortalte de mig, at de elskede mig ubetinget, hvilket var det bedste, jeg nogensinde kunne håbe på. Det første, min mor sagde, var noget i stil med, “Du ved, du er allerede en sort kvinde.” Hun sagde det ikke på en skuffet måde, men hun understregede, at dette blot var endnu en ting, jeg allerede havde imod mig.
Denne intersektion af identiteter har formet mig til at være én, der altid beskytter folk. Det har formet mig til at være én, der ønsker at sidde sammen med folk, selv hvis de ikke har noget at sige. Noget jeg har lært er, at mange mennesker ikke altid føler sig trygge ved at udtrykke deres behov og bekymringer, fordi det miljø, de har været i, ikke har fostret det. Jeg tror, at mine erfaringer har formet mig til at være én, der generelt er villig til at lade tvivlen komme folk til gode og give dem plads til at lære. Jeg giver også mig selv plads til at lære, for jeg har absolut ikke ret hver gang.
Hvilke handlinger – store eller små – foretager du i dit hverdagsliv for at få bedre indsigt i forandringer?
De små ting er utroligt vigtige. Jeg ved, at der ligger et enormt pres på at skulle gøre den mest storslåede gerning, men man skal gøre, hvad man kan. Jeg kan ikke stå frem på store måder for alle, men jeg kan stå frem på en lille måde for alle. Det kan være i form af donationer eller ved at lave et måltid til nogen. Det kan være at købe ekstra dagligvarer og lave småkager til et “by-køleskab”. Måske er der nogen, der har svært ved at betale huslejen, måske er der nogen, hvis kære er syg eller lige død. Måske føler jeg, at jeg bør lave en blomsteressens til nogen, der står i en følelsesmæssig svær tid, måske er det at sende nogen et brev. Jeg er også velynder for en del kunstnere, forfattere og aktivister på Patreon.
Mange mennesker har brug for mere hjælp, end de er villige til at indrømme. Så jeg tror, at en af de største ting, man kan gøre, er bare at spørge, hvordan folk har det. Nogle gange er det eneste, man behøver at gøre, at spørge nogen, hvad de har brug for. Og det er det. De har måske ikke brug for noget, men det kan gøre en stor forskel, at man faktisk gjorde en indsats og spurgte hvordan de havde det. Det er en lille ting, man kan gøre; at bringe lidt positivitet ind i verden.
Du har designet et bevægende værk, hvor der står, “DU KAN IKKE STJÆLE MIN GLÆDE”. Hvad var inspirationen til den kraftfulde sætning i midten af værket?
Glæde er en utrolig radikal handling. Min partner delte noget, hun læste, som henviste til glæde som en muskel, man aktivt skal bruge. Det, at vende tilbage til kunsten mens jeg havde et af de mest sjæleknusende jobs, jeg nogensinde har haft, er det, der bragte glæden tilbage i mig. Jeg arbejdede 60 timer om ugen i en rolle, der ikke gav mig nogen tilfredsstillelse, på en arbejdsplads fyldt med racisme og sexisme. Det gik op for mig, at ingen andre end mig selv ville være i stand til at give mig glæde. Og ingen kan tage glæden fra mig.
Så jeg begyndte at dyrke den glæde. Jeg begyndte at gå flere ture, bruge mere tid i naturen og male flere akvareller – alt sammen noget, der får mig til at have det meget bedre. Jeg skal gøre de ting, der giver mig glæde, ellers bliver jeg drænet for energi. Det var sådan, jeg kom på den sætning. Man kan tage meget fra mig, men ikke min glæde.
I denne verden, hvor man beder queer-mennesker om at fylde mindre – især dem, der oplever forskellige former for undertrykkelse – hvad giver dig modet til at påvirke forandringer?
Jeg tror, at det afgørende øjeblik var, da jeg forlod et af de mest giftige jobs, jeg nogensinde har haft i februar i år for at blive selvstændig. Selvom der var meget, jeg kunne gøre for at fremme de teams, der var under mig, og folkene omkring mig, så skulle jeg stadig rapportere til en anden. Det var begrænset, hvad jeg kunne gøre. Jeg følte mig usikker og kunne ikke lade være med at kontrollere sikkerhedsboblen for dem, jeg holder af. Jeg blev nødt til at sige noget om det – så det gjorde jeg. Jeg holdt dem ansvarlige. Jeg siger tingene ret direkte og giver folk plads til at lære og vokse.
JEG HÅBER PÅ AT SE EN VERDEN, HVOR FOLK KAN NAVIGERE DERES LIV SOM DERES FULDE SELV, HVOR DE KAN FØLE SIG SIKRE OG INKLUDEREDE, EN VERDEN HVOR DETTE END IKKE VILLE VÆRE EN DISKUSSION.
Hvad er din vildeste drømme for queer-fællesskabet?
Min vildeste drøm er ikke så vild, det er bare, at folk kan leve frit. Jeg vil gerne kunne gå ned ad gaden, uden at nogen siger noget til mig. Jeg vil gerne have, at der ikke er nogen, der flytter sig, når jeg sætter mig ved siden af dem på bussen. Jeg vil gerne kunne sige noget uden at der er nogen, der kommenterer eller er overrasket over, at jeg er uddannet og kan tale tydeligt. Jeg vil gerne have, at folk skal kunne leve deres liv ugenerede på en ægte måde, ikke på en overfladisk venlig eller venlig-indtil-du-bevæger-dig-ind-på-mine-privilegier-måde. Jeg håber på at se en verden, hvor folk kan navigere deres liv som deres fulde selv, hvor de kan føle sig sikre og inkluderede, en verden hvor dette end ikke ville være en diskussion.
Hvilke samtaler vil du gerne høre mere, når vi bevæger os mod frigørelse for queer-fællesskabet?
Børn er fremtiden. Jeg mener, det er vigtigt at have samtaler med yngre generationer om, hvad det vil sige at være queer, hvordan vi behandler hinanden, og hvad det betyder at have værger, der er queer. Jeg vil gerne høre flere samtaler om det, at vi alle er forskellige, og hvordan vi er forskellige, og hvad der er passende, og hvad der ikke er… noget der hele tiden udvikler sig! Da jeg gik på universitetet, var terminologien meget anderledes; vi havde ikke betegnelser for så mange identiteter. Det havde en stor indvirkning da jeg endeligt mødte nogen, der identificerede sig som panseksuel – det er smukt at se sig selv i et ord. Jeg kunne ikke se det, da jeg voksede op – man var enten homoseksuel eller heteroseksuel. Man kunne ikke være biseksuel. Det var ikke rigtigt en ting. Der var alle de her parametre. Jeg tror, det er vigtigt at være kritisk overfor, hvad de parametre er, hvorfor de er der, og hvordan og hvorfor det ikke er tilstrækkeligt, for vi er alle sammen forskellige. Det skal læres i en ung alder.
Når vi taler om det, hvilken arv vil du så gerne efterlade?
På et tidspunkt vil jeg gerne have et barn. Eller børn, hvem ved? Jeg ville elske, at de ikke behøvede at vokse op på den måde, som jeg gjorde. Jeg havde selv mange privilegier, da jeg voksede op, men der er stadig ting, som jeg altid skal – og altid vil skulle – navigere. Jeg ville elske en arv, hvor folk ved, at de kan finde deres egen værdi og selvstændighed udenfor andres synspunkter, og at når noget føles forkert, så er det sikkert forkert. Jeg vil gerne leve et inkluderende, meningsfuldt liv. Jeg ville elske, hvis folk følte sig bemyndigede, inkluderede og fulde af glæde. Jeg vil gerne have, at folk ved, at man ikke er forkert, blot fordi man måske gør en anden person utilpas.
Til sidst skal det siges, at der vil være meget udenfor ens kontrol. Der vil være meget, der kan gøre én ked af det. Jeg ønsker ikke, at nogen er triste, men det vil ske. Jeg håber, at man lærer, at det er ligeså vigtigt at læne sig ind i det som at læne sig ind i sin glæde, for tristheden kan hjælpe med at præge glæden.
Du kan ikke stjæle Corinnes glæde – men du kan finde din egen.
Hvis du føler dig ligeså rørt af Corinnes kunst, som vi gør, så download den. Indstil den til at være baggrunden på dit skrivebord. Hæng den op på din dør på kollegiet. Klip stencilen ud og sæt den på dine 501®. Farv den på (blegning fungerer også). Bare gør den til din egen.
Eller overlad det til de professionelle (dvs. os), og kom forbi din lokale Levi's® Tailor Shop, så skaber vi lidt magi.
Dette interview er blevet redigeret for længde og tydelighed.