Pronominer: han/hun/de
This Pride season, we pay homage to the activists—past, present and future—speaking out for queer liberation and equal rights. One advocate on the forefront is Alex Locust, a Certified Rehabilitation Counselor and unapologetic glamputee spreading the word about disability justice one workshop at a time.
Fortæl os om dig selv!
Jeg er en sort, blandet, queer glamputee med en lidenskab for at fejre og udbrede bevægelsen for retfærdighed for folk med handicap over alt, hvor jeg kan. Jeg tror virkelig på Grace Lee Boggs’ ord; “Transformér dig selv for at transformere verden”. Jeg har meget, der skal aflæres og heles, og jeg ønsker at dele det gennem Instagram, podcast-interviews eller muligheder som denne for at hjælpe folk med at forstå, at jeg ikke bare vågnede en morgen med en vedholdende, informeret, kritisk måde at tænke på. Det kræver en indsats og tid og heling og tårer og sorg at komme til dette sted. Jeg vil gerne invitere folk ind i den proces, så de kan forstå, det er en mulighedsmodel for deres eget personlige arbejde. I sidste ende, hvis queer-frigørelse – hvis al vores frigørelse – ikke omfatter handicap, så er det ikke en oprigtig frigørelse.
Hvad betyder “glamputee” for dig?
Glamputee føles som min superhelt-identitet, mit ambitiøse jeg, en personlig opfordring til handling. Du ved hvordan i film, når dit fremtidige jeg kommer og giver dig en peptalk og fortæller dig, at det hele nok skal gå? Det er sådan jeg oplever glamputee.
Glamputee er en proklamation: Jeg er amputeret. Jeg er en farvet queer-person. Jeg er fantastisk. Vi kommer til at have det fantastisk, men jeg viger ikke tilbage fra anti-undertrykkelsesarbejde og frigørelse. Ofte bliver handicap slettet eller usynliggjort med vilje. Jeg ønsker ikke, at nogen siger, “Alex gjorde et fantastisk stykke arbejde” og udelader min identitet. Nej, jeg er handicappet og talentfuld. Jeg er handicappet og provokerende. Jeg kan være alle disse ting, og de kan ikke gemmes væk.
Hvordan vil du beskrive din personlige stil?
Min stil er hård femme, blød lesbisk kvinde. Jeg har kropshår. Jeg har overskæg. Jeg har alt det, men jeg elsker også det delikate, gennemsigtige og tekstur. Jeg elsker det udfordrende, lidt side-bryst, en afskåret top og lidt net. Som amputeret er der måder, hvorpå min krop kan afseksualiseres, så jeg nyder at vise min overkrop, der er naturligt trænet fra at løfte mig selv op hele tiden. Jeg kan også lide at vise mit ben frem, for det ser godt ud, og jeg bruger det hele tiden.
Jeg tror på queer-maksimalisme. Tænk på skrigende farver eller en afstumpet 80’er-jakke med skulderpuder. Nogle gange er jeg hekse-agtig og for det meste tøset. Du ser mig måske i et helt pink outfit eller et monokromt look. Ja, jeg ved godt, at jeg er fuldstændig matchy-matchy, og det elsker jeg. Mere er mere.
Hvordan blev du aktivist?
Det er pudsigt, jeg tror, at mange marginaliserede mennesker er aktivister på måder, de end ikke er klar over. Jeg er født med et handicap, og jeg har været nødt til at være fortaler for mig selv hele mit liv. Jeg lærte i en tidlig alder, at hvis jeg ville have mine behov opfyldt som en person med handicap, så blev jeg nødt til at kæmpe for dem selv. Senere hen på universitetet arbejdede jeg sammen med en medstuderende, der underviste i handicap-følsomhed og -bevidsthed. Det kom virkelig bag på mig at opdage, at alle de ting, jeg gjorde gratis for folk hver dag, kunne blive mit arbejde.
Andre inspirationer?
504-protesterne i San Francisco, hvor folk med handicap fik ændret loven, var politiske forgangspersoner og superhelte og banede vejen for ADA (Americans with Disabilities Act [den amerikanske handicaplov]). Da først det var sket, var der ingen vej tilbage: Jeg kunne ikke opleve, at disse mennesker havde kæmpet for disse rettigheder og så bare lade som ingenting. Jeg begyndte at lære mere om radikale mennesker, såsom Sins Invalid, der er BIPOC, folk med handicap, der udlever seksualitet og tøjler deres kunst som modstand. Deres arbejde viste mig, at jeg ikke blot behøver at sidde og undervise, jeg kan skabe, jeg kan gøre. Siden da har jeg åbnet mig selv mere op for muligheder for vækst i håbet om, at nogen kan se mig som en mulighedsmodel.
Vi har forelsket os i din platform, Sippin’ Saturdays – så meget at vi har inviteret dig til at være vært for en særlig session i Levi's Pride-kampagnen i år. Hvad er konceptet bag din platform Sippin’ Saturdays?
Sidste år så jeg Luis Alejandro Tapia være vært for en samtale på Instagram Live om Adrienne Maree Browns Emergent Strategy, over et glas vin. Det var utroligt at se to farvede mennesker tale om denne tekst på en uformel måde – noget jeg føler, vi mangler for mennesker med handicap. Jeg havde ikke lyst til at undervise, så det talte virkeligt til mig og fik mig til at udforske, hvordan jeg kunne tilpasse formatet til mit arbejde.
Det er så indlevende!
Jeg har bemærket, at når vi taler om handicap, så lukker folk ned og bliver nervøse. Alle er virkelig bange for at sige det forkerte og fastholde stigmaet. Men ved at bruge andres lidenskaber som udgangspunkt – om det er mode, miljøet, særheder elller heling – så kan jeg spejle det, jeg hører og tilbyde måder, hvor retfærdighed for handicappede enten vises i det, de deler eller kan flettes ind i det. Så nu laver vi solidaritetsarbejde på tværs af bevægelserne. Sammen skaber vi en samtale med rødder i ydmyghed. Jeg kommer ikke med et manuskript eller foregiver, at jeg ved alt. Det er en samtale. Det kunne være en sludder over et par drinks. Eller til en fest kl. 2 om morgenen. Vi kan have det sjovt. Vi kan ikke vide det.
Okay, lad os sige, at vi er til en fest kl. 2 om morgenen og har en af disse uformelle samtaler. Hvad har handicap til fælles med queerness?
Jeg mener, at handicap er queering af kroppen. Vi antager, at alle bodyminds er “normale”. Men det er tydeligt, at normaltilstanden er at være handicappet. Jeg elsker queerness som en metafor for kampen mod antagelser om, at alle kroppe og bodyminds er på en bestemt måde. Folk, hvis kroppe trodser antagelser, er faktisk mere frigjorte. Men den frigørelse er i sidste ende tilgængelig for os alle.
Jeg elsker at reflektere over dette, for det giver så meget genklang med min egen rejse. Under min opvækst følte jeg, at mit handicap var den mest fremtrædende identitet, jeg havde. Jeg var ikke rigtig i kontakt med min queerness på samme måde som nu, så jeg oplevede i højere grad, hvordan verden så og behandlede mig som handicappet. Jeg lærte meget ved at blive stirret på, oplevede mikroaggressioner, navigerede i systemer, der ikke var designet til mig, rum der var fjendtlige eller voldelige. Det lærte mig også meget om tilpasning, modstandsdygtighed og at opbygge et fællesskab omkring støtte og omsorg.
At gå fra at gemme sig i skabet og være forvirret til homoseksuel til queer i alderen 18 til omkring 27 år var noget af en rejse. På det tidspunkt begyndte jeg at anerkende mere af min seksuelle identitet. Jeg var enormt utilpas i min krop, og jeg ønskede ikke at omtale mit handicap. Min queerness kom frem i lyset. Nu, hvor jeg er kommet tilbage til en følelse af legemliggørelse og stolthed over handicap, queerness – som et rum med overflod, fluiditet og spektrum – har det hjulpet mig med at se mit handicap som en værdi og et kulturelt bidrag og ikke en fejl.
Lad os tale om handicap og mode.
Der er så meget omkring handicap, der er meget klinisk og fokuseret på funktionalitet. Folk med handicap bliver kun inviteret til samtaler, når der er noget i vejen, som når vi forsøger at skabe en sko, som folk kan binde, hvis de ikke har adgang til deres hænder eller ikke kan bøje deres fingre. Det er så vigtigt, men hvis vi kun inkluderer mennesker med handicap, når vi tænker på en mangel eller fejl, så overvejer vi ikke muligheden for, at handicap kan være en genererende, kreativ styrke, der udvider og udvikler den måde, hvorpå vi tænker på bodymindet. Hvis man ikke involverer mennesker med handicap, kan man så virkeligt sige, at ens mode er innovativ?
Da jeg brugte protese, kunne man dekorere den med vakuumforseglet kunstig hud, så det ikke bare lignede kød. En af mine venner gav mig dette materiale med space laser-katte, så jeg havde en sjov, rum-agtig protese i en periode. En anden gang til en dansefilm bar jeg en hindbær-bolsje-pink-farvet heldragt med daskende frynser på mine krykker, der skabte en blafrende tog-effekt. Der er negativt rum, når jeg har shorts på, så jeg besluttede mig for at lave en lille frynse omkring min venstre side, så jeg kunne have dette dinglende pynt, der ville rasle og lave en lyd, som andre måske ikke kunne lave. Hvis man har to ben, så kan man ikke gøre den slags. Jeg kan gøre ting, som andre ikke kan. Der er mulighed for at handicap og mode kan løftes sammen, kan være kunstnerisk og avant-garde, kan handle om at udtrykke sig, ikke forbrug. Hvorfor ikke gå i den retning?
Hvordan præger din intersektion af identiteter din vej frem i verden?
Mange af mine identiteter føles flydende afhængigt af sammenhængen. Nogle gange kan man se mig som åbenlyst handicappet – jeg mangler et ben, det er der ikke tvivl om. Men over et videoopkald ville du ikke vide det, medmindre jeg fortalte det. Fordi jeg kan stå op og gå rundt, glemmer folk i mit liv nogle gange at tage hensyn til, at jeg kan være fysisk hæmmet eller de mikroaggressioner, jeg oplever.
Det samme gælder for min hudfarve. De fleste opfatter ikke, at jeg har sorte forfædre. Derfor behøver jeg ikke at være bange for at opleve politivold. Jeg behøver ikke at bekymre mig om, hvorvidt folk bruger racistiske udtryk. Men samtidig er der intergenerationelt trauma. Det er smertefuldt at føle, at jeg skal overbevise folk i mit liv om, at jeg er sort nok, og hvorfor disse ting tynger min sjæl.
På samme måde kan folk måske se mig som en heteroseksuel cis-mand, hvis jeg ikke maler mine negle eller klæder mig flamboyant. Det er et privilegium at kunne falde i med andre, hvis jeg ikke ønsker at opleve åbenlys vold, men der er stadig et element af, at jeg sletter min ægthed, og jeg føler, jeg bliver nødt til at forvrænge mig for at kunne navigere i samfundet.
Disse tre identiteter er pejlemærker for mig. At føle, at ingen af dem anerkendes rutinemæssigt af samfundet og kulturen kan føles utrolig ensomt og smertefuldt. Men det giver energi at huske, at selvom jeg har det hårdt, så er der mennesker, der oplever hårdere uretfærdighed.
Hvordan tilskynder du til forandring i dit daglige liv?
Jeg prøver at stoppe handicapfordomme når – og hvor – jeg kan. En del af mig føler, at jeg er en lyseslukker, når jeg bliver ved med at afbryde folk og beder dem om ikke at sige “dum” eller “skør”. Jeg vil hellere være en lyseslukker end at sluge sådanne øjeblikke. Faktisk slukker man ikke for lyset – man afbryder undertrykkelse. Jeg ønsker at være en lyseslukker. Jeg vil sige det højt, når noget er krænkende, eller hvis nogen bruger sprog, der ikke er inkluderende. Vær god mod din indre lyseslukker.
Hvordan kan folk indarbejde et handicap-rammeværk i deres queer-fællesskab og aktivismepraksisser?
Queer-personer med handicap er en del af fællesskabet – punktum. At imødekomme tilgængelighedsbehov og skabe tilgængelige, queer rum skal være standard. Ved at flette disse samtaler ind i, hvordan vi samles som fællesskab, løfter vi byrden fra mennesker med handicap om at arbejde for at få deres tilgængelighedsbehov opfyldt, og er samtidig et eksempel for andre og baner dermed vejen for, at bodyminds og tilgængelighedsbehov ændres.
Vi skal sikre, at når vi skaber et rum, er vært for en samling eller organiserer en demonstration, at vi så sætter de behov, der er mest marginaliseret, i centrum. Ikke pga. medlidenhed, velgørenhed eller forpligtelse, men pga. kærlighed, fejring og taknemmelighed for, hvordan queer-personer med handicap i vores fællesskab gør queer-frigørelse mere kompleks, mere nuanceret, mere bæredygtig, mere hel.
Der er så mange forskellige måder, vi kan mødes på for at fejre det arbejde, som farvede transkvinder gjorde for mange år siden for at modsætte sig undertrykkelse. Jeg ønsker at se os fejre det på en måde, der er ikke-hierarkisk, hvor en fest ikke er højdepunktet, men en mulighed.
Hvilke forfædres arbejde bestræber du dig på at fortsætte?
Ellis Haizlip, skaberen af Soul, der var et program i de sene 60’ere, som var en stolt fejring af sort kunst. Det er det, jeg stræber efter med Sippin’ Saturdays og Spill the Disabili-Tea. Han samlede mennesker – både blandt publikum og over hele landet – for at beundre sort kunst. Han producerede, han organiserede, han var en forvalter, men i sidste ende var kunstnerne i centrum. Jeg ønsker at bruge det privilegium, jeg har, til at skabe det rum for dem. Jeg ønsker at gøre det, som Ellis gjorde, og løfte dem.
Også Mama Cax, en sort model med handicap og handicapaktivist. Hun brugte en protese, krykker og osede virkelig af en følelse af legemliggørelse. Jeg var forelsket i hendes tilstedeværelse og hvordan hun så tydeligt havde et forhold til sin krop, der føltes som det, jeg stræber efter.
Stacy Milberne Park formede aktivisme hjemmefra og var en central aktør i bestræbelserne på gensidig hjælp for at skaffe udstyr til mennesker med handicap under skovbrandene i Californien – og hun gjorde det hele samtidig med, at hun skulle håndtere flere handicaps og andre udfordringer. Hun trådte virkeligt frem og inspirerede mennesker med så meget hjerte og kærlighed.
Vi har stadig en masse arbejde foran os, men så meget af det, vi har i dag, ville sikkert overgå vores queer-forfædres vildeste forventninger eller drømme. Hvad er dine vildeste drømme for queer-frigørelsen?
Jeg ønsker at se go-go-dansere, dragkunstnere, scenekunstnere og mennesker med handicap fejret og i midten af Pride. Jeg ønsker at se os komme væk fra idéen om, at Pride kun skal være i juni. Jeg ønsker, at queer BIPOC med handicap i vores fællesskab føler sig fejrede hele året rundt. Vi er ikke en eftertanke, vi er ikke mennesker, man inkluderer, fordi det er noget man bør gøre, men fordi vi er en del af dit fællesskab og du er glad for, at vi er her.
Jeg er sikker på, at folk har hørt dette nok, men jeg siger det igen: Pride behøver ikke bare at være en fest. Det behøver ikke at handle om at gå på barer. Pride kunne være en app. Pride kunne være en queer, handicappet hyggefest. Pride kunne være en zine-fest. Pride kunne være en brevskrivningskampagne. Pride kunne være et håndværksmarked. Der er så mange forskellige måder, vi kan mødes på for at fejre det arbejde, som farvede transkvinder gjorde for mange år siden for at modsætte sig undertrykkelse. Jeg ønsker at se os fejre det på en måde, der er ikke-hierarkisk, hvor en fest ikke er højdepunktet, men en mulighed. Det er, hvad jeg håber på for fremtiden for vores queer-frigørelse, for hvis det ikke omfatter retfærdighed for handicappede, så er det ikke det pejlemærke, vi skal følge.
Og til sidst, hvilken arv vil du gerne efterlade?
Jeg vil gerne efterlade en arv med personligt udtryk og kunst, der er utvetydigt og stolt queer, sort, handicappet, lykkelig og med rødder i nydelse. I alt hvad jeg rører og alt hvad jeg skaber, ønsker jeg at mennesker kan se, at selvom det er svært eller kompliceret, så har jeg det sjovt og er taknemmelig. Jeg håber og tror på, at min arv er at være i et fællesskab med mange andre, der gør et lignende arbejde. Jeg håber at kunne se mig selv i en konstellation af stjerner af transbabier og tykke juveler, af fantastiske indfødte helere og sorte radikaler. Jeg ønsker, at det skal være åbenlyst, at disse mennesker er mit fællesskab, og at mit liv ikke ville være det samme uden dem. Disse er mennesker, der inspirerer og nærer mig, og som jeg giver tilbage til på samme måde. Der er mange grunde til, at vi er et fællesskab, men i sidste ende er det som følge af vores ønske om at skabe en mere rimelig verden: En verden, hvor de mennesker, der kommer efter os, kan fortsætte med at trives, en verden hvor vi retter op på vores forhold til Moder Jord og heler den skade, vi har forvoldt vores planet og hinanden.
Dette interview er blevet redigeret for længde og tydelighed.